Hildegard af Bingen og hendes urter

En nonne der skrev om alt

Hildegard af Bingen levede i det tolvte århundrede i klosteret Rupertsberg ved Rhinen. Hun var abbedisse, komponist, mystiker og forfatter, og hun skrev om næsten alt: teologi, musik, medicin og naturviden. Hendes naturværk Physica og hendes lægebog Causae et Curae samler datidens viden om planter, dyr og sten, og det er dem der gør hende til den mest citerede middelalderkvinde i urtens verden.

Det er værd at sige lige ud, hvad hendes bøger er: en klosterskrives nedskrift af den lærdom og erfaring der fandtes i hendes tid, farvet af hendes egen synsverden. De er ikke forsøgsrapporter. Men de dokumenterer hvordan europæerne for ni hundrede år siden tænkte mad, urter og krop sammen, og det er deres styrke. Hvor andre middelaldertekster kopierede antikken, skriver Hildegard ud fra den klosterhave og det køkken hun selv kendte.

Urterne hun vender tilbage til

Hildegards urteunivers er genkendeligt for enhver gartner: fennikel og dild, salvie og timian, lavendel og pimpinelle, burre og vederist. Hun regner varme og kulde som egenskaber ved planterne, og hun anbefaler dem i maden såvel som i lægebogen. Hendes berømte lavendelblanding og hendes opskrifter på småkager med muskat og nellike er blandt dem der oftest gengives, og hendes kærlighed til dild er næsten komisk i dens gentagelse.

Det der slår en moderne læser er, hvor meget af hendes råd der drejer sig om mad som den første medicin: brødet, suppen, den daglige urt, før den nødvendige lægedom. Klosterets sundhed var et køkken med et bed bagved.

Fra klosterhaven til vores bed

I haven dyrker vi de fleste af hendes urter, ikke fordi hun skrev om dem, men fordi de er gode planter. At Hildegard også nævnte dem siger noget om hvor langt deres historie rækker. Når vi på kurserne taler om apotekstraditionen, er hendes navn et af dem der naturligt falder, sammen med klosterhaverne der holdt plantekundskaben levende gennem århundreder. På husapotekkurset åbner vi netop med den linje.

Hvad vi tager med, og hvad vi lader ligge

Vi tager hendes nysgerrighed med: notér, prøv, smag, og skriv ned hvad du så. Vi lader hendes sygdomskundskab ligge, for den hører sit århundrede til. En opskrift fra ellevehundretallet er en god samtale ved bordet og en dårlig erstatning for lægen. Sådan står det også i husets note nederst på siden.

Den der vil læse videre selv finder hendes værker oversat og kommenteret; de er blevet trykt igen og igen, og de tåler at blive læst som hvad de er: en klog kvindes regnskab med verden, skrevet mens hun rakte ud over klostermuren.

Klosterhaven som model

Det der gør Hildegard aktuel for en have som vores er, at hun ikke skrev om planter i det abstrakte men om den have der lå ved hendes kloster: et lukket sted hvor mad, lægedom og andagt stod i samme bed. Klosterhaven var Europas første urteskole, og dens logik lever videre i enhver have hvor køkkenbedet og apotekbedet står side om side. Vores egen inddeling af bedene, køkkenurterne ved huset og medicinplanterne lidt længere ude, er den samme logik, uden at vi har tænkt os at kopiere hende. Gode havevaner er tilsyneladende nemme at genopfinde.

Visionerne og ærligheden

Hildegard beskrev også sine visioner, lys og stemmer som hun siden barn troede kom fra Gud. De er blevet læst af læger og historikere som mulige migræneanfald, og den diskussion hører til hendes historie. For os er det ærligheden der er arven: hun skrev ned hvad hun så uden at pynte det, om det så var en sygdom, en plante eller et syn. Den vane, at skrive hvad man faktisk ser i bedet, er den samme vi forsøger at holde i disse artikler.