Perikon: solskinsplanten i apotekbedet

En blomst fuld af huller

Tag et perikonblad op mod lyset, og du ser plantens navn: små gennemskinnelige prikker, som om bladet var perforeret. Det er de kirtler der rummer plantens stoffer. Blomsten er lys gul med fem kronblade og en sky af støvdragere, og hvis du gnaver en blomst mellem fingrene, farver den fingrene røde. Det gamle navn johannesblod kommer af netop det, og i klostrenes urtebøger hører den sankthans til, fordi den blomstrer netop der.

Perikon, Hypericum perforatum, er en flerårig urt der trives på mager, solrig jord. Hos os står den i apotekbedet hvor den breder sig roligt; i den vilde flora kender danskerne den fra vejkanter og overdrev. Den er hverken sjælden eller fin at se på; det er indholdet der gør den stor.

Traditionen og det vi kan sige

Perikon har været brugt i den europæiske husmedicin i århundreder, især som olie på trætte muskler og øm hud, og indad som den plante der lette sindet. Det er også en af de medicinplanter der er undersøgt mest i moderne tid, og netop derfor hører den til dem vi håndterer med respekt: perikon påvirker hvordan kroppen omsætter en række lægemidler, herunder p-piller og blodfortyndende medicin. Den der står på receptpligtig medicin skal tale med sin læge før perikon kommer i huset. Det er ikke en tøjvask-advarsel; det er plantens væsentligste grænse, og den er skrevet ned fordi den er dokumenteret.

Der er en anden grænse der hører med: perikon kan gøre huden lysfølsom. Den der bruger olien og går ud i stærk sol kan få en reaktion der ligner solskoldning. På kurset nævner vi begge dele, hver gang.

Høst og tørring

Vi høster blomsterne i fuld flor, formiddag, og trækker dem i olie samme dag, for de visner hurtigt. Til den røde olie lægges friske blomster i en god neutral olie, og glasset står lyst i tre uger før det sies; olien er rodet rød allerede efter få dage. Til tørring lægges blomsterne tyndt, for perikon mugner lettere end de fleste urter; de er saftige og små.

I huset

I haven og på værkstedet bruger vi perikon først og fremmest udvendigt: den røde olie går i salverne og i det der røres på husapotekkurset. I Plantebogen står den ved siden af gyldenris og mavebitterne, og den er en af de urter en rundvisning altid stopper ved, fordi den har en historie der kan ses med det blotte øje.

Bedets perikon og den vilde

Apotekbedets perikon adskiller sig lidt fra vejkantens: den står tættere, blomstrer tidligere og høstes helt, mens den vilde plante ofte står for sig selv i græsset. Dem der vil kende den i naturen skal kigge efter den buskede vækst, de modsatte blade og den gule blomst der farver fingrene. Blandingen med dens slægtninge er ufarlig, for alle danske perikon er brugbare på samme måde, men det er den ægte der har det fyldige stofindhold.

Olien der er rød

Den røde perikonsolie er næsten en seance første gang man ser den: gule blomster i en klar olie, og efter få dage i lyset er olien dyb rubinrød. Farven kommer af de røde stoffer i blomsterne, og den er så mættet at en fortyndet olie stadig er synlig rød. Det er den olie der har båret perikons ry gennem århundrederne, og den er en af de få husråd der ser ud som det ry den har.

Det vi ikke gør

Vi sælger ikke perikon som humørmiddel, og vi beskriver den ikke som behandling. Det den har været for generationer af husholdninger, og hvad forskningen siger i dag, er to forskellige sætninger, og begge fortjener at stå i artiklen. Planten er for god til at blive løjet om.