Gyldenris: sensommerens gule fakkel

Den der blomstrer når haven trækker vejret

Gyldenris er sensommerens plante. Når de fleste urter allerede er høstet og bedene begynder at se sparsomme ud, tænder gyldenriset sine gule fakler og holder dem stående indtil frosten. For haven er det en gave i den trætte tid; for bierne er det en af årets sidste store sømænd, og det ses tydeligt hver august formiddag når standene summere af arbejde.

Der findes mange gyldenris i haverne, de fleste nordamerikanske højtvoksende arter der let bliver ukrudt. Det ægte europæiske gyldenris, Solidago virgaurea, er den beskedne slægtning: en meter høj, slank, med lange tætte gule stande, og den danske flora har den selv på skovbryn og overdrev. Det er den vi dyrker i apotekbedet.

Traditionen omkring den gule urt

Gyldenris har været en af Europas mest brugte medicinplanter, først og fremmest som urt til urinvejene, hvor den i den gamle husmedicin var førstevalget, og som skylleurte i den moderne urtetradition. Den står også i de gamle urtebøger som en helende plante til sår og hud, og dens tyske navn binder den til forgyldningen, fordi dens blomsterstande ligner en forgylders pensel.

Som med de andre medicinplanter i bedet holder vi os til traditionen: vi fortæller hvad den har været brugt til, og vi overlader den aktuelle sundhedsvurdering til dem der har læst medicin. På husapotekkurset er gyldenriset et af de glas der altid tages ned fra hylden.

Høst og tørring

Vi høster hele blomstrende toppe i tør formiddag, før blomsterne er helt udsprunget, fordi de modner videre på snoren og sætter frø hvis de får lov. Bundterne hænger som de andre urter med toppen nedad på tørreloftet, og efter tørring skæres top og blade groft og lægges i tætte glas. Gyldenriset tørrer hurtigt og er blandt de nemmeste at få helt igennem tørre.

I huset og i køkkenet

I spisekammeret går gyldenris i mave- og nyrernes te, hvor det balancere de bitre urter med sin milde urtesmag. I køkkenet bruger vi det sparsomt, mest som smagsgiver i en lys bouillon. Og i haven selv er det den plante vi planter når et bed skal have en flerårig ven i sensommeren, for den kommer tilbage år efter år uden at bede om noget.

Den der forveksler

Opgaven i den danske have er ofte ikke at dyrke gyldenris men at skelne: de høje nordamerikanske sorter der er flygtet ud i naturen er ikke den samme plante, og deres høst er sjældent tænkt til samme brug. Det ægte gyldenris er den lave, slanke stand med gule blomster samlet i én overhængende ris. Ser man den i naturen på et solrigt skovbryn i august, har man fundet den rigtige. I haven giver vi den samme plads: sol, almindelig jord og ikke for meget opmærksomhed.

Planten og pollenmyten

Gyldenris bærer en uretfærdig skyld i mange huse: det er den blomst folk beskylder for høfeberen i august, selv om dens pollen er tungt og klæbrigt og næsten aldrig når næsen. Synderen er den usynlige ambrosie der blomstrer samtidig og ser ud som ingenting. Det er værd at nævne fordi myten har kostet mange bede en god plante: gyldenriset raseres for at beskytte næser den aldrig har generet. Bierne ved det bedre; de besøger standene tæt på hele dagen.

Sensommerens ven

Til sidst i artiklen det praktiske: gyldenriset deles nemt om foråret, og en frisk deleplante slår til samme år. Den vil ikke indespærres i bede der er for tætte, for den breder sig med jordstængler, og den tåler at blive klippet tilbage i efteråret. Den der har et hjørne hvor ingenting andet vil gro ordentligt kan oftest plante gyldenris der og få det sidste gule i haven.